| Oversigt over bøger. |
Sommerspillet på Køge Ås blev desværre hindret p.g.a. sygdom blandt NPC spillere og manglende tilmeldte. Så for ikke at komme for langt bagud i spillets handling skrives hvad der skulle have foregået skrevet, som historie, her istedet. Det er en god idé at læse historien forud for sommerspillet her.
Elverne var blevet drevet tilbage dybt ind i Elviens skove af Dronning ☠ Astrids hær, der havde overløbet det nordlige grænsefort. Elvernes leder, satyren Egegurt, havde ført elverne syd til et ældre forsvarsværk - en vedligeholdt gammel fæstning med tykke mure af sten.
Astrid kiggede veltilfreds på fortet der nu var blevet indtaget efter en måned med små træfninger beregnet på at afprøve elvernes forsvarsværker, og finde dets svagheder. At et afledningsangreb ved fortets nordlige port havde været nok til at tillade en gennemtrængning i fortets vestlige skanse, og et hovedangreb derfra, var en lettelse. Elverne var flygtet med benene over hovedet for at slippe ud af fortets sydlige port. Mange nåede ikke at tage deres rigdomme med og en større mængde af tømmer samt elvernes statskiste var blevet efterladt under flugten. Et par soldater havde meldt tilbage at fjenden var sluppet af sted, men deres store hast havde efterladt et spor der var let at følge. Først skulle dette krigsbytte dog sikres førend forfølgelse kunne sætte ind, så hæren måtte bruge en halv dags tid på at fragte tømmer med mere fra Elvien til Kronstad, og herefter en nats hvile førend jagten på de foragtede Elvere kunne sætte ind igen.
Sporet var let at følge, og Astrid førte hæren dybere og dybere ind i fjendens land. De havde et forspring, og var under alle omstændigheder i stand til at traversere skoven hurtigere end en hær af mennesker, dværge og sortelvere. Men hæren hun havde stablet på benene ville de ikke kunne stille meget op mod. Det fort de havde været så begejstrede for var faldet på under fire timers belejring, og de ville aldrig have mulighed for at bygge noget nyt op inden hæren ville kunne indhente dem. Plus, hendes hær havde en forsyningslinje med proviant, og elverne ville være nødt til at samle mad under flugten - det ville aldrig være nok til at kunne brødføde fortets befolkning der nu var på flugt, så de ville sulte, blive svækket og således blive indhentet inden for et par dage.
Palisaden af træ ville aldrig have kunnet holde til en belejring fra en hær - især da der ikke var lavet en voldgrav omkring den eller forstærkning på bagsiden af palisaden med en jordvold, så da Dronning Astrid var begyndt at afprøve fortets forsvar, begyndte evakuering af fortet. Først alle ikke-essentielle civile for at holde skansen, samt budbringere til at få Nashab fæstningen mod syd klargjort, provianteret og mobilisere tropper fra omkring Elvien til at gruppere nær fortet nøjagtig 5 dage efter der et signal ville udgå fra fæstningen. Da skulle de så omringe Thyriens hær og tvinge dem til overgivelse.
De var kun blevet 50 tilbage i grænsefortet. Hovedsageligt skovelvere, men også højelvere, skovtrolde og satyren Egegurt. En skovelver rapporterede at en større del af Dronning Astrids hær var samlet en kilometer vest for fortet, og at flere bar økser til at fælde træ, i alt omkring 500 soldater. Old name: Kosoni New name: Towenaar bød ind med at de nok ville hugge sig gennem palisaden derfra - da det eneste sted der nu ellers var rapporteret om fjendens tropper var mod nord, lige i udkanten af Elvien, og her kun 200 soldater. Egegurt bad skovelverne om at besidde træerne nær porten, så de kunne regne pile over angrebet derfra, og ellers gøre klar til at evakuere gennem sydporten når fjenden utvivlsomt ville storme fortet. Få timer senere nærmede fjenden sig så porten, og flere af deres soldater blev naglet til jorden af elvernes pile. Det var naturligvis en afledningsmanøvre, men fra begge sider.
De godt 500 soldater fik arbejdet sig gennem palisaden. 4 mand arbejdede på 2 stammer ad gangen, og inden for timer var der en 8 meter bred åbning i forsvaret, hvor soldaterne strømmede ind i fortet - nu forladt. De lukkede porten op så deres Dronning kunne erklære besiddelse over fortet. De nåede også at se de sidste elvere forlade fortets sydlige port.
Vejen syd fra fortet var af en belægning der kunne klare kærrer og andre vogne - en nødvendighed for handel, men denne vej drejede mod sydøst få kilometer inde i skoven, og dermed væk fra kursen mod fortet. Her var skovbunden nu pløret fra fortets befolkning og nu de sidste fra forsvaret der banede sig vej gennem krat og visne blade. Det ville være let for Astrids hær at følge dette spor, og Egegurt var overbevist om at hun ville gøre netop dette. Det bekymrede ham dog at han ikke havde set udøde i deres angreb - det kunne betyde at de ville blive mødt under flugten, hvilket ville kunne vise sig katastrofalt.
Egegurt og hans følge nåede Nashab efter en to-dags vandring. Astrids hær ville ankomme én til to dage senere, så de sidste barrikader kunne rejses foran fæstningens murer. Folk var allerede i gang med at spidse træstammerne og grave huller til dem, så de kunne sættes som et hegn omkring fæstningens. Dybere huller blev gravet og tyndere, men ligeledes spidse grene blev monteret i bunden og toppen blev dækket af et tyndt flet af grene og dækket med løvfald. Dette var så langt Egegurt havde set i sine drømmesyn. Enupniazo havde ikke skænket hentydninger om de kommende dage og selve belejringen - men Egegurt regnede med det ville blive hårdt den første dag, indtil forstærkningerne ankom.
Spejderen vendte tilbage til dronning Astrid og aflagde rapport. De var nu kun en times gang fra hvor elverne havde forskanset sig, og de, af Thyriens jægere han havde været ledsaget af, var lykkedes i deres opgave. Spejderen præsenterede en håndfuld afskårne ører for dronningen. Egegurts sendebud for at få forstærkninger lå begravet i skovbunden. Dertil var havde spejderen udfærdiget et kort over fælder som elverne havde forberedt. De havde haft så travlt med forberedelserne at de aldrig havde opdaget dronningens sær-trop. Dette ville nu blive til en ret ensidig belejring. Astrid kunne sagtens lade sine tropper forsegle fæstningen fra omverden, og lade elverne derinde dø af sult. De ville måske have forplejringer til 10-20 dage. Hvis de valgte at overgive sig, ville de naturligvis ikke blive nedslagtet, men solgt som slaver efter at være brandemærket som kættere for Aigleh. Hun beordrede 3 lejre sat op nær elvernes fæstning, og at træerne deromkring skulle ryddes så de ikke ville have nogen chance for at flygte.
Den nat, kunne elverne se ud fra Nashabs murer hvordan flere træer blev savet og hugget ned, og lygter blev tændt i 3 lejrer omkring fæstningen. På murene var flere tusinde pile og sten klar til når Astrids hær ville forsøge at storme anlægget over de kommende dage. Fjendens lejrer lå uden for pilenes rækkevidde, men de ville være nødt til at komme inden for murene hvis de ville sejre. Endnu et gammelt træ kunne høres da det væltede omkuld, og de sparede da ingen tid med at få dem savet op efterfølgende - hvad skulle det nu til for?
De første spæde stråler fra solen spredte sig over himlen, det lette skydække blev lyst op i gyldne farver og fik området til at ligne en… gylden krigszone. Astrid inspicerede de tre lejre, og gav ordren til at benytte det ny-erhvervede tømmer til at konstruere blider og belejringstårne. En hul gestus da de allerede havde savet træstammerne til med de formål - ud fra dronningens forberedte planer. En større del af tropperne blev sendt ud for at samle provianter i skoven - selv om der naturligvis var flere provianter på vej fra Thyrien mod nord. Det var naturligvis ikke billigt at sætte sådan en kampagne ind mod elverne, men det territorium der herefter ville tilhøre Thyrien var rigt på ressourcer og kunne betale både for ekspeditionen, samt afklare Kronstads gæld.
Egegurt blev vækket i sin dynge af blade han benyttede som seng. Solen var så småt kommet frem for dagen. Han sikrede sig at dagens rationer blev fordelt til de civile og til krigerne. Der var gået noget galt i mængden af provianter der var blevet opmagasineret - de ville kun have mad nok til 6 dage - 10 hvis de strakte rationerne tynde fra starten. Vand var der heldigvis nok af da fæstningen var bygget omkring en kilde. Fra murerne kunne de se hvordan Thyriens hær stille og roligt samlede belejringsmaskinerne. Rambuk med dække, tårne, stiger, og blider. Det løb Egegurt koldt ned af ryggen - hvis ikke forstærkningerne ankom allerede i dag ville det være slut. Han havde undervurderet fjenden. Flere elvere græd da de så hvordan skoven omkring Nashab var fældet. Det generede Egegurt lidt at dét var deres bekymring. Hele dagen gik for elverne med at observere fjenden samle de maskiner der ville lægge dem døde hvis de ikke fik forstærkninger. De samledes omkring et bål for at lægge planer. Kosoni rejste sig og foreslog at oprette en portal til det nordlige fort, evakuere den vej og lade portalen være åben for fjenden at følge gennem, mens de så omringede den anden ende af portalen og dermed kunne tage fjenden én efter én når de trådte gennem. Planen nåede hurtigt konsensus, og Kosoni åbnede portalen, trådte gennem, og var straks tilbage. Der var stadig tropper i fortet, så den plan måtte opgives, og portalen blev lukket igen.
Endnu en nat gik, og da elverne stod op kunne de se krigsmaskinerne klar. Astrid havde fået kæder frem til bliderne og de blev rullet frem. Ammunitionen var store træstykker, der nu tordnede ned over fæstningen. De første salver ramte udenfor murene, de næste på murene hvor bueskytterne nu ikke var så villige til at kigge frem, og de seneste salver haglede ned inden for murene. En træstub ramte en elver i hovedet - hvilket blev flået af med et splat, hvorefter stubben rullede videre og brækkede benet på en anden. Det sikreste sted at stå nu var direkte under muren, så alle fordelte sig langs denne. Herfra kunne de høre hvordan belejringstårnene blev rullet frem mod muren. Egegurt sank sammen mod muren. De havde tabt, og han ville gøre klar til at elverne overgav sig. Da lød en eksplosion fra syd. Alkymi? Sprænger de sig gennem muren?
Den sydlige deling havde travlt med at genlade de to blider, og skubbe deres belejringstårne. Så snart tårnene brød muren ville resten storme frem med stiger og indtage fæstningen. De som stod klar med stigerne havde ikke meget andet at lave, og pjattede lidt med hinanden, da én kigger ind i skoven og ser noget nærme sig. Det ligner nogen der bærer ild. Han melder det til sin befalingsmand, sergeant Erikkksen, en dværg af anseligt skæglængde. Erikkksen kigger på belejringmaskinerne, alle af træ - på skoven, træ, på de tørre blade i skovbunden. Hvis fjenden er på vej for at sætte ild til dem udefra, vil det være slut med at kæmme skægget - eller trække vejret. Han giver ordren for 6 mand at beskyde fjenden i skoven.
Ud over Knirk, skulle der vær endnu en jordelemental her i skoven. Ildelementalen Gnist søger videre. Vulkanen med søster flamme, havde i det mindste været nemmere at finde, men nu skulle Kjuk her bare være besværlig og enten være her i skoven eller et sted i bjergene mod vest. Der var larm længere inde i skoven, og Gnist nærmede sig da en pil flyver forbi ham, flere af dem rammer træerne ved siden af ham, og én rammer ham i panden. Hans øjne fokuserer på bueskyttene. Mennesker, dværge, sortelever - hvorfor skulle de dog angribe ham? Han ser sig om for at sikre sig om de forsøger at ramme nogen bag ham, men der er ingen. Endnu en pil rammer ham, og nu er han ved at blive godt gal på dem. Han sætter kurs direkte mod dem, og flere begynder nu at beskyde ham. De ser ellers ud til at være igang med at belejre nogen, men deres fokus er nu på ham. Nok er nok. Gnist koncentrerer sig lidt og sætter ild til dem alle. Den pludselige varme fra 150 personer der bryder i brand og får vandet i deres kroppe til blive til damp. De brændende kadavere eksploderer og stykker af deres kroppe slynges højt i op i luften, langt ind i skoven og over fæstningsmuren.
En del af et hoved lander ikke langt fra Kosoni. Det brænder endnu, og kan kun betyde at flere højelvere er kommet til. Højt trænede magikere, der kan vende kampen til Elviens side. Ud over knitren, var der ingen lyd fra syd mere, og lejren mod nordøst vest var også blevet næsten stille. Kosoni løb langs muren hen til Egegurt. “De er her! Forstærkningerne er her!” udbrød han med overvældende glæde. De bevægede sig langs muren til den sydlige del af forsvarsværket for at kigge over muren - ud over den glødende aske og smeltet metal, var der intet at se. Kosoni og Egegurt kiggede forvirret på hinanden. “Så hvor de nu?”
Det høje brag fra den sydlige lejr havde forvirret kommandanterne og dronningen. Var muren brudt katastrofalt sammen i syd? De skubbede rambukken videre mod porten og tårnene mod muren, men forsøgte samtidig at høre om der skulle være udbrudt kamp inde i fæstningen nu? Intet at høre men, bliderne bankede stadig træstubbe derind, så det kan være elverne bare var ved at overgive sig. Under alle omstændigheder skulle maskinerne frem til fæstningen og stadfæste sejren.
Gnist satte venstre om fæstningen, og da han rundede hjørnet kunne han se flere fra samme hær angribe fæstningen. Deres kammerater havde netop forsøgt at angribe ham, så han gik nærmere for at få en forklaring - det kom der trods alt ikke så meget af fra dem han havde brændt op kort før. Endnu engang, begyndte de at skyde pile efter ham så snart de så ham, og de fik drejet bliden og slynget en træstub mod ham. Ikke noget nær at ramme, men deres hensigt var klar - de var ikke venligsindede over for Gnist.
Astrid så på tværs af det fældede skovbryn til den vestlige lejr da den brød ud i flammer, og den efterfølgende eksplosion der væltede et par træer dér. Hun var ikke klar over hvad der var sket, men det måtte være det samme med den sydlige lejr. Det betød at halvdelen af angrebshæren var blevet udryddet inden for kort tid. Det eneste der nu gav mening var at kalde til retræte. Hornene lød og det var ikke ligeså organiseret march på tilbagevejen mod Thyrien, som det havde været ind i Elvien. Flere gik i panik og flygtede ud i skoven, mens krigsmateriale blev efterladt.
Eksplosionen lød fra Egegurts højre side, og han og Kosoni satte af sted langs væggen mod lyden. Der stod en lysende skikkelse ikke langt fra de hurtigt brændende kadavere - nej, en brændende skikkelse. Men den bevægede sig. Det var ikke én der var døende af ilden - men nærmest én lavet af ild. Egegurt så forvirret på den mens den nu bevægede sig mod nord. Han kiggede på Kosoni. Kosoni stod med åben mund. Egegurt prikkede til ham, “hvad er det?” Kosoni rystede hovedet i vantro, “det er en ildelemental. Du har sendt bud efter en ildelemental?” Egegurt rystede afvisende på hovedet, “men min fjendes fjende, er min ven?” Han hoppede ud fra muren, og løb hen mod elementalen. “Vent! Vent!” råbte han, og fik Gnist til at standse. Det var flere tusinde år siden han sidst havde set en satyr - og denne løb mod ham, men uden våben, og den snakkede til ham. Gnist besluttede sig for ikke at brænde den op med det samme.